Kaare Nielsen

Huse, træer, bakker, en flod – elementære elementer i landskabet og deres indbyrdes relationer. Rytme og mønstre opstår med gentagelse og variation af disse grundformer.

Jeg arbejder med maleriet som en adgang til virkeligheden, til at sikre og befæste det sansede og oplevede. Det handler om at gøre en erindring mere fuldstændig og færdig, velvidende at erindring er erindring af noget erindret. Hensigten er at trænge frem og erobre stedet, tiden og tilstanden som var, eller som bliver det den var, ved at blive gen-erindret, at skabe noget varigt af det flygtende nu. På lærredet modelleres og fixeres erindringen. Det indebærer en romantisering, og sådan må og skal det være, for sådan er det i min verden. Og tog man det væk, hvad var der så tilbage? Billederne svinger i dialektikken mellem det sete og det oversete; intet øje, ingen bevidsthed får det hele med. Forestillingen om at gribe og begribe totaliteten er absurd. Der er en involverethed, vi ikke kan overskride, et fokus, et perspektiv, en forforståelse, vi ikke kan annullere. Arbejdet med motiverne er selektivt; det er en på een gang en indsnævrende og udvidende praksis. Uvæsentlige detaljer skæres væk. Det indebærer et tab af kompleksitet. Men samtidig sker der en fortætning og animering, som  kompenserer for dette. Der opstår mønstre og rytme, når landskabselementer lægger sig føjeligt op ad hinanden, som figurer i et tæppe. Brydning, afstemning og stilisering skaber en ny orden, en erindringens orden, som gør levende og virkelig.