Rama King Nash

Verket har mistet en dynamo, og hans familie har mistet en omsorgsfuld familiefar, der altid satte sig selv i baggrunden. Han rejste rundt i verden, blandt andet til Bolivia og Grønland, fordi en kunstner kan udøve sin kunst overalt i verden.
Verket bliver aldrig det samme efter Ramas død. Han var om nogen den, der sørgede for udstillinger, sammenholdet og visioner for os alle.
Rama havde fået kunstner DNA’et ind med modermælken via sin morfar Jørgen Nash og hans kone Lis Zwik og vennerne på Drakabygget i Sverige. Han fortalte stolt om tiden på Drakabygget, hvor han som ca 8-9 årig blandede emalijefarver til Jørgen Nash og Lis Zwik, så de kunne fremstille deres smukke emaljer.
Rama var, sammen med Carsten Fun Jensen, med til at starte Verket på Frederiksberg  for ca. 11 år siden, og der har herfra siden hen været mange udstillinger rundt om i landet og også i udlandet. Verket har ligeledes lagt hus til mange spændende arrangementer, bl.a med musikere fra Cuba, der var på rundrejse i Danmark.
Rama var født kunstner, han havde den tilgang, man skal have til kunsten for at nå langt. Han nåede langt, men der var mere i ham, og det kommer vi desværre ikke til at opleve. Vi på Verket vil altid have ham i vores tanker.
Vores tanker går til hans familie

Velkommen til Verket

Vi er 5 internationale og individuelle kunstnere, der udvikler sig i et fælles rum af gensidig respekt og åbenhed for så at manifestere os på fem forskellige måder. Ikke blot i det kunstneriske udtryk og i valget af materialer, men også i alder, i nationalitet og i arbejdsrytme.

Kontakt os

Er vi i en Aladdins hule, hvor alt kan ske? Man skulle tro det, når vi i det store rum står mellem et væld af genstande som værktøjer, ovne, slibestene, malerbøtter, masker, lænestole og køkkengrej. På Frederiksberg er vores Aladdins hule ikke én fantasi, en drøm -det er en eventyrlig virkelighed i form af VERKET med fem dedikerede kunstnere! Ud af det tilsyneladende rod kommer forunderlige kunstværker, alle med afsæt i den globale verden. Kunstnerne kan deres håndværk, hvad enten det er emalje, oliemaleri, træ, stenslibning eller metal. Med holdninger, dristighed og fantasi skaber de kunstværker, som vi kan søge tilflugt i, når behovet for klarhed melder sig. Bagefter er man rede til at gå ind i en nok så triviel hverdag.

Ove Bjørn Petersen

Kunsthistoriker